Spildevand

Spildevand er en betegnelse for brugt brugsvand fra husholdninger, industri og landbrug, når det udledes enten til kloakken eller til naturen. Når du skyller ud i toilettet, vasker op eller tager bad forvandler du altså drikkevand til spildevand

Hvad er spildevand?

  • Husholdningsspildevand indeholder især organisk stof og næringsstoffer.
  • Industrispildevand indeholder primært små mængder organisk stof samt opløste rester af råstoffer samt tungmetaller.
  • Landbrugsspildevand indeholder ofte store mængder organisk stof og forskellige kemikalier.

 

Hvad sker der med mit spildevand?
Når spildevandet løber ned i afløbet, forsvinder det ikke bare af sig selv. Hvis du bor i byen eller har offentlig kloak transporteres spildevandet fra dine afløbsinstallationer til ét af rensningsanlæggene i Horsens Kommune, hvor spildevandet skal igennem en grundig behandling, inden det kan ledes renset ud i naturen igen.

  • Læs gode råd om hvordan du vedligeholder dine afløbsinstallationer for at undgå tilstopninger

Hvis du bor på landet har du en bundfældningstank, hvor de største partikler fjernes fra spildevandet. For de flestes vedkommende løber spildevandet videre fra bundfældningstanken og direkte ud i et vandløb via et markdræn. Der sker altså ikke yderligere rensning af spildevandet.